Arbejdsulykke på byggepladsen
22. december 2010
22. dec. 2010: Kort før
klokken otte i morges kom en 53-årig håndværker alvorligt til skade
ved en faldulykke under byggeriet af Maabjerg BioEnergy. Ved
13-tiden lød meldingen fra den tilskadekomnes familie, at manden er
uden for livsfare, og at hans tilstand er stabil nok til, at han i
eftermiddag kan overflyttes til videre behandling på et sygehus i
Århus.
Murersvenden var sammen med kollegerne fra entreprenørfirmaet
Erling Jensen A/S i gang med at støbe gulvet på bioenergianlæggets
hovedbygning, da han faldt og styrtede seks meter ned gennem en
åbning i det støbte gulv.
Der var ingen øjenvidner til ulykken, men kolleger hørte manden
falde og slog straks alarm.
Redningsmandskab og læger var hurtigt fremme, og den tilskadekomne
blev med politieskorte kørt til regionshospitalet i Herning.
Håndværkeren var ved bevidsthed, da han blev reddet op, men han er
kommet alvorligt til skade.
Entreprenøren har indstillet arbejdet af hensyn til den
tilskadekomnes seks kolleger, som er dybt berørte af ulykken.
Maabjerg BioEnergy har stillet en psykolog til rådighed, som vil
hjælpe de berørte med at bearbejde hændelsen.
Maabjerg BioEnergy har endnu ikke fuldt overblik over årsagen
til ulykken.
Midt- og Vestjyllands Politi har til Dagbladet Holstebro-Struer
fortalt, at den tilskadekomne formentlig er gledet og er faldet så
uheldigt, at den plade, som normalt dækker hullet i gulvet, er
blevet skubbet til side, hvor ved han faldt ned gennem hullet.
Byggepladsen er generelt præget af et højt sikkerhedsniveau og
blev besigtiget af Arbejdstilsynet uden anmærkninger så sent som i
sidste uge.
Arbejdstilsynet blev straks orienteret om ulykken, og i
samarbejde med politiet har man undersøgt arbejdsstedet, som
reglerne foreskriver. Maabjerg BioEnergy afventer nu
Arbejdstilsynets rapport og er naturligvis indstillet på at følge
de råd, der måtte komme om evt. yderligere skærpelse af
sikkerheden.
Arbejdet på hovedbygningen ventes genoptaget efter
juleferien.
Opdatering - januar 2011: Den tilskadekomne er
ikke længere i livsfare, men behandles fortsat for de skader, han
pådrog sig ved ulykken. Det er endnu usikkert, i hvor høj grad han
vil få varige mén af ulykken.
« Tilbage
Siden er opdateret 9. august 2011