Bio-leverandører sparer på energien
4. april 2011
Maabjerg BioEnergy vil reducere CO2-udledningen med 50.000 tons
om året, men takket være tilskud fra EU-projektet ECOSTILER er det
muligt at brede de grønne tanker længere ud - helt ud til
leverandørerne.
ECOSTILER giver støtte til flere aktiviteter omkring Maabjerg
BioEnergy, blandt også til anlæggelse af de omladestationer og
rørledninger, som skal reducere lastbiltrafikken ind til
hovedanlægget. Og så altså til energispareprojekter i landbruget.
Her går man nu i gang med at få syn for sagn, fortæller adm.
direktør for Struer Forsyning Knud Schousboe, som er projektleder
for dette ECOSTILER-delprojekt:
"Vi har udvalgt 40 landbrug, som har taget imod et tilbud om at få
installeret måleudstyr til registrering af deres ressourceforbrug.
En vigtig forudsætning for at kunne spare på sit energiforbrug er
jo, at man har et godt kendskab til, hvordan og hvornår man
forbruger energien, så det kan måske give nogle 'aha'-oplevelser,"
siger han.
Da ansøgningen om EU-tilskud blev behandlet i 2003, var der stor
usikkerhed omkring potentialet for energibesparelser i landbruget.
I dag ser det ud til, at det ikke står så galt til endda.
"Mange landmænd har løbende sørget for at udskifte pumper og udstyr
til mere energieffektive modeller. Der synes generel at være en høj
grad af bevidsthed om fornuften i at optimere energiforbruget,"
siger Knud Schousboe, som forsikrer, at der bestemt ikke er nogen,
der frådser med energien.
De 40 landbrug får det næste års tid mulighed for at registrere
deres ressourceforbrug i detaljer. Tidligere har 25 landbrug også
været udvalgt til en 'energi-audit' - altså ekspertbistand til at
gennemgå virksomhedens energiforbrug med henblik på at finde
potentiale for optimeringer.
"Ud over at registrere forbruget har vi også fokus på
energistyring. Derfor afvikler vi i denne tid et seminar i
energiledelse, hvor deltagerne kan lære at nyttiggøre den viden, de
får om deres energiforbrug," fortæller Knud Schousboe.
I en senere projektfase vil der blive udpeget nogle konkrete
steder, hvor de udvalgte landbrug kan opnå EU-tilskud til
investeringer, som vil reducere energiforbruget.
EU-projektet ECOSTILER giver et samlet tilskud til Maabjerg
BioEnergy på ca. 25 mio. kr.
Du kan læse mere
om ECOSTILER her.
« Tilbage
Siden er opdateret 16. august 2011