Budgettet ser pænt ud
29. november 2011
Rettelse: I første version af denne artikel
fremgik det fejlagtigt, at anlægsbudgettet her kort før byggeriets
afslutning er på 405 millioner kroner. Det korrekte tal er 398
millioner kroner, svarende til en afvigelse på kun seks
procent i forhold til det allerførste budget, som blev
lagt et års tid før byggestart. Vi beklager fejlen.
Det kræver mere end hammer og skruetrækker, når man opfører
verdens største bioenergianlæg. Et af de vigtigste stykker værktøj
for ethvert stort projekt er nemlig regneark og lommeregner. Og
seneste opdatering af produktionstal og økonomi viser, at det ser
ganske fornuftigt ud.
For to år siden - længe før byggestart - blev anlægsinvesteringen
anslået til 375 millioner kroner. Seneste opgørelse over det næsten
færdige byggeri viser 398 millioner kroner - altså seks
procent højere. Og det er ganske pænt, vurderer adm. direktør i
Maabjerg BioEnergy Drift Jørgen Udby:
"Vi fik en del ekstraudgifter til vinterforanstaltninger på grund
af den langvarige frost sidste vinter. Men den væsentligste årsag
til justeringen er vores aftale med Arla. Den indebærer, at vi skal
anlægge en rørledning, og at vi skal foretage en mindre investering
i produktionsanlægget for at kunne modtage bl.a. ostevalle."
Jørgen Udby understreger, at man på ingen måder skal være bekymret
over, at der bliver investeret lidt mere i anlægget - nærmest
tværtimod.
"Det vil tjene sig hjem igen efterhånden, fordi vi får gode
råvarer til en fornuftig pris. Som enhver anden virksomhed
investerer vi jo for at kunne skabe et forbedret afkast på sigt,"
forklarer han.
Foruden aftalen med Arla, som skal levere 98.000 tons ostevalle
pr. år, har Maabjerg BioEnergy netop indgået aftale med Karup
Kartoffelmelfabrik, som årligt vil levere 13.000 tons
kartoffelpulp. Pulp er et proteinrigt restprodukt, som også
anvendes til kreaturfoder. De 13.000 tons pulp bliver til ca. 1
million kubikmeter biogas. Dermed er biogaspotentialet 3-4 gange så
stort pr. tons råstof som svinegylle.
Jørgen Udby er meget glad for aftalen med Karup
Kartoffelmelfabrik, som er den seneste industri-leverandøraftale,
der er faldet på plads. Forventningen er, at der kommer endnu flere
aftaler på plads, inden Maabjerg BioEnergy går i kommerciel drift i
april 2012.
Maabjerg BioEnergy begynder at fylde råstof på anlægget
allerede 7. januar 2012, hvor den første prøveproduktion vil finde
sted. På grund af travlhed vil der dog ikke blive den store
festivitas i januar, og af samme årsag er der lukket for offentlige
rundvisninger indtil foråret 2012, når anlægget kører i normal
drift.
Klik her for at se
nøgletal for Maabjerg BioEnergy.
« Tilbage
Siden er opdateret 1. december 2011