9. juni 2011
Foto: Thomas Maxe.
Så kom endelig den store dag, hvor Maabjerg BioEnergy kunne
holde rejsegilde. Skorstenen er på plads, og det udvendige
byggearbejde nærmer sig hastigt sin afslutning. Og tidsplanen
holder.
Bestyrelsesformand for Maabjerg BioEnergy Arne Lægaard holdt
tale ved rejsegildet. Her kan du læse, hvad han sagde:
Det er en stor fornøjelse for mig at stå her i dag til
rejsegilde, for det betyder at vi har nået endnu en vigtig milepæl
i Maabjerg BioEnergys lange historie.
Den første milepæl var beslutningen om at bygge den 4. juni og den
anden var 1.spadestik den 16.august for cirka et år siden.
Der har været utallige forhindringer på den lange vej, der
begyndte for 10 år siden.
Det nyttede, at samarbejdspartnerne ville dette byggeri og turde
tage ansvar.
Ved at være utrættelig og vedholdende blev alle forhindringerne
ryddet af vejen, så byggeriet kunne tage sin begyndelse.
Nu kan alle se der tegner sig konturerne til et fantastisk
spændende byggeri og anlæg.
Vi er stolte af, at vi som bygherre sammen med vore rådgivere
selv turde stå for designet af anlægget.
Bygningens vartegn - ellipsen - er et godt eksempel herpå. Indeni
gemmer den en simpel aflæssehal for gylle og energiafgrøder, men
set ude fra Struer Landevej signalerer den, at her er noget unikt
for området, et vartegn som ingen andre har.
Det er næsten ikke til at forstå at det kun er et lille års tid
siden de første dumpere og gravemaskiner fra Eriksson rullede ind
på byggepladsen, der på daværende tidspunkt var alt andet end en
flad mark.
Siden kom der byggehåndværkere til beton- og tømrerarbejder,
montagefolk til betonelementer og montagefolk til tag og facader,
tagdækkere, installationsfolk til rør og el og tankbyggere.
I tirsdags nåede vi byggeriets højdepunktet i bogstaveligste
forstand - den 95 meter høje skorsten blev sat på plads med
millimeter præcision af dygtige skorstens- og kranfolk.
Der er gået mange dygtige håndværkere gennem byggepladsen siden
begyndelsen og der vil komme mange til endnu inden vi kan fejre
næste milepæl - Idriftssætning og indvielse af anlægget - det
sidste nok om et lille år fra nu.
Et rejsegilde er jo efter gammel håndværkertradition først og
fremmest håndværkernes gilde - derfor vil jeg allerførst takke alle
indvolverede håndværkere, entreprenører og mestre for veludført
arbejde hidtil.
Mange af jer har været med gennem en ualmindelig hård og kold
vinter, men alligevel gået til opgaven uden at kny - og
hovedtidsplanen er holdt - en stor tak til en professionel
byggeledelse og fleksible samarbejdsparter.
Dernæst en tak naturligvis også til vore rådgivere og
samarbejdspartnere gennem et langt forløb også forud for
byggeriet.
Med disse ord vil jeg ønske held og lykke med det videre
arbejde
Lad os udbringe et trefoldigt hurra for Maabjerg BioEnergy.
Siden er opdateret 9. august 2011