Konsortium vil investere milliarder i bioenergi
26. august 2011

Fredag 26. august blev der underskrevet en projektaftale,
som sikrer, at konsortiet i de kommende ni måneder skal undersøge
mulighederne for bl.a. at opføre en bioethanolfabrik. Fra venstre
er det: Arne Lægaard, Vestforsyning, Knud Schousboe, Struer
Forsyning, Jørgen Udby, Vestforsyning, Thomas Dalsgaard, DONG
Energy og Palle Meng, Nomi. Foto: Jens Bach.
Vestjylland kan få en markant placering på verdenskortet for
grøn energi med dannelsen af "Maabjerg Energy Concept" i Måbjerg
mellem Holstebro og Struer.
Bag energikonceptet står Vestforsyning, Struer Forsyning,
affaldsselskabet Nomi og DONG Energy. Selskaberne er gået sammen i
et konsortium, som ønsker at etablere det hidtil mest ambitiøse
center for grøn energi i Danmark.
Går alt efter planen vil der her om få år ligge Danmarks største -
og første fuldskala - 2. generations bioethanolfabrik. Lige ved
siden af ligger allerede Maabjerg BioEnergy, der er verdens største
biogasanlæg.
Bioenergianlægget vil blive udvidet og får samtidig tilført et
brintproduktionsanlæg.
Og så vil det eksisterende biomassefyrede kraftvarmeværk
Måbjergværket på nabogrunden blive ombygget til at kunne håndtere
restprodukter fra den grønne energiproduktion.
Endelig ligger der planer om at opføre et helt nyt
affaldsbehandlingsanlæg, som ved hjælp af enzymer vil kunne
udskille dele af affaldet til biogasproduktion.
Læs meget mere på www.maabjergenergyconcept.dk.
« Tilbage
Siden er opdateret 5. september 2011