Maabjerg BioEnergy begynder prøveproduktion
10. januar 2012

"Dagen i dag er en mærkedag i Maabjerg
BioEnergys lange historie," sagde bestyrelsesformand for Maabjerg
BioEnergy Drift A/S Arne Lægaard. Foto: Jens Bach.
Byggeriet af 'Verdens største bioenergianlæg af sin art' er
afsluttet, og helt efter planen begynder forberedelserne nu til, at
Maabjerg BioEnergy kan gå i kommerciel drift om et par måneder.
Foreløbig skal der fyldes biomasse i tankene, og så kan en lang
række tests og trimninger gå i gang.
Rørforbindelserne til og fra anlægget er ikke helt færdige endnu,
men leverandørforeningen har netop fået overleveret fire nye
lastvogntog, som skal stå for en del af gylletransporterne. Det er
en meget vigtig milepæl, fortæller formand for Maabjerg BioEnergy
Leverandørforeningen A.m.b.a. Kristian Gade:
"Landbruget står i en svær konkurrencesituation. I dag er man nødt
til at kunne have så mange husdyr som muligt for at få det til at
løbe rundt, så vi har hårdt brug for Maabjerg BioEnergy til at
behandle gylle, så vi fortsat kan levere og eksportere danske
fødevarer og pelse uden at gå på kompromis med miljøet. Det haster
med at komme i gang, og vi er rigtig glade for, at det går efter
planen."
Foruden lastbiltransporterne vil Maabjerg BioEnergy - via en
rørledning - blive forbundet med Arla-mejeriet i Holstebro, der
skal levere ostevalle. En anden rørledning er allerede ved at blive
gravet ned. Den skal forbinde Holstebro Centralrenseanlæg med
anlægget. Og endelig bliver bioenergianlægget forbundet med en
decentral omladestation nær Skave, ca. 15 km øst for Holstebro.
Oprindeligt var der også planlagt en omladestation syd for
Holstebro, men den er foreløbig sat på standby, siger adm. direktør
for Maabjerg BioEnergy Drift A/S Jørgen Udby.
"Biogasbranchen har svære økonomiske vilkår, og det bliver ikke
bedre af den nye NOx-afgift, som vil koste os et syv-cifret beløb
hvert år. Maabjerg BioEnergy har en stram økonomi og kan kun klare
sig, fordi vi har stordriftsfordele, som andre anlæg har svært ved
at udnytte. Vi har stadig et håb om, at man vil genoverveje
afgiften på biogasproduktion, og i mellemtiden koncentrerer vi os
om at få sat anlægget i gang," siger Jørgen Udby.
Når Maabjerg BioEnergy kommer op på fuld kraft, vil anlægget
årligt producere 17,8 millioner kubikmeter biogas. Der er allerede
etableret en gasledning over til nabogrunden, hvor kraftvarmeværket
Måbjergværket ligger. Den største gasmængde skal dog leveres til
Vinderup Varmeværk, som er ved at blive forbundet til biogassen via
en ca. 16 km lang gasledning.
Fakta: Nye lastbiler til Maabjerg BioEnergy
- Leverandørforeningen har indkøbt fire lastbiler af mærket Volvo Globetrotter FM 460 6x2
Lastbilerne, der er leveret af Volvo Truck Center, Holstebro, er
udstyret med en D13C Euro5 dieselmotor på 13 liter og med 6
cylindre på 460 HK.
- Tanktraileren, der kan rumme 34.000 liter, er bygget hos den
vestjyske specialist VM Tarm A/S.
Vogntoget har en totalvægt på op til 48 ton.
- Leverandørforeningen har indgået aftale med
Holstebro-vognmanden Ejler Chr. Knudsen A/S, som skal stille
chauffører til rådighed for transporterne.
- Når Maabjerg BioEnergy kommer op på fuld kraft, vil lastbilerne
være i brug 10 timer om dagen, seks dage om ugen.
Kontaktpersoner for pressen:
Fmd. for Maabjerg BioEnergy Leverandørforeningen A.m.b.a. Kristian
Gade, tlf. 61 76 84 00
Adm. direktør, Maabjerg BioEnergy Drift A/S, Jørgen Udby, tlf. 51
58 73 10
Foto til pressebrug:
Se her på hjemmesiden: /nyheder/foto-video/foto/
« Tilbage
Siden er opdateret 10. januar 2012