18 firmaer vil grave rør ned for Maabjerg BioEnergy

2. marts 2011

Jørgen Udby

Når Maabjerg BioEnergy i 2012 er klar til drift, vil en stor del af biomassen blive transporteret via lukkede rørsystemer. I alt 34 km rør vil forbinde anlægget med hhv. to omladestationer uden for byen samt fra Holstebro Centralrenseanlæg.

 

25. februar var sidste frist for anmodning om prækvalifikation til opgaven med at etablere rørforbindelserne. 18 virksomheder, alle fra Danmark, har lagt billet ind på EU-udbuddet.

 

Adm. direktør for Maabjerg BioEnergy Drift A/S Jørgen Udby glæder sig over endnu et vigtigt skridt fremad for projektet.

 

"Rørtransportsystemet er banebrydende for bioenergianlæg. Det er blandt andet derfor, vi indgår i EU-projektet ECOSTILER. Og det er virkelig en milepæl, at vi nu er så langt med hovedanlægget, at vi kan begynde at forberede forbindelsen til omladestationerne. Det bliver spændende at se på de anmodninger om prækvalifikationer, vi har modtaget," siger Jørgen Udby.

 

Han er tilfreds med  at der er flere lokale virksomheder imellem de 18 entreprenører.

 

"Maabjerg BioEnergy er ikke kun en gevinst for miljøet. Alene etableringen af anlægget er en kæmpegevinst for beskæftigelsen. Det fremgår tydeligt af byggepladsen, der nærmest ligner en bikube i disse dage. Men på sigt vil udnyttelsen af gylle til klimavenlig energi også sikre landbrugets evne til at klare sig, så alle parter glæder sig til at komme i gang," siger Jørgen Udby.

 

Maabjerg BioEnergy skal efter planen stå færdigt omkring årsskiftet. Efter en indkøringsperiode er det meningen, at anlægget skal være klar til at levere energi til fjernvarme i fyringssæsonen 2012/2013.






« Tilbage

Siden er opdateret 16. august 2011