Galleri: 1000 besøgende til Holstebro Åben

5. september 2011

Det blev en helt overvældende succes, da Maabjerg BioEnergy 2. - 3. september inviterede byen indenfor i forbindelse med "Holstebro Åben". Ca. 1000 gæster lagde vejen forbi byggepladsen og fik en rundvisning.

 

Mange borgere benyttede lejligheden til at spørge ind til planerne for Maabjerg Energy Concept, som for nylig blev offentliggjort. Bag planen står Vestforsyning, Struer Forsyning, Nomi og DONG Energy, som vil undersøge muligheden for bl.a. at etablere Danmarks første fuldskala-bioethanolfabrik i tæt samklang med Maabjerg BioEnergy.

 

En del af gæsterne spurgte interesseret til jobmulighederne, bl.a. fordi Maabjerg Energy Concept vurderes at kunne bidrage med helt op til 1000 arbejdspladser. Heraf har Maabjerg BioEnergy en samfundsøkonomisk betydning, som tegner sig for ca. 300 af de 1000 arbejdspladser.

 

Der er dog ingen ledige arbejdspladser i øjeblikket. Dels er Maabjerg Energy Concept stadig på tegnebrættet, dels vil de fleste arbejdspladser være at finde i tilknyttede erhverv.

F.eks. ligger den største beskæftigelsesmæssige gevinst af Maabjerg BioEnergy i landbruget. Her bliver det muligt at opretholde maksimal produktion uden at gå på kompromis med stadigt stigende miljøkrav. Det skyldes, at gylle fra dyrene bliver 'renset' hos Maabjerg BioEnergy, sådan at udledningen af fosfor og kvælstof bliver mindsket betydeligt. På den måde kan landbruget bevare - eller måske ligefrem skabe nye - arbejdspladser.

 

Samtidig vil både Maabjerg BioEnergy, og senere Maabjerg Energy Concept, skabe arbejdspladser i transporterhvervet, når råvarerne skal transporteres til og fra Måbjerg. Særligt en bioethanolfabrik vil give en hel del beskæftigelse til lastbilchauffører, hvis anlægget skal modtage de planlagte 3-400.000 tons halm om året og forarbejde det til 50-70 mio. liter bioethanol.

 

OBS: Der er meget travlt på byggepladsen her i slutfasen, så af hensyn til sikkerheden og fremkommeligheden, vil det desværre ikke være muligt for gæster at besøge byggepladsen igen før til foråret, hvor Maabjerg BioEnergy går i drift.

 

Billeder fra åbent hus 2. - 3. september 2011

 

 


« Tilbage

Siden er opdateret 30. september 2011